JØRGEN FRA KVISSEL


Billeder etc., til fornøjelse for familie, venner, bekendte, klubkammerater og andre.


Tilbage til forside


Bemærkninger til Willys og Jørgens Europa Tour, sommeren 2002

Nedenstående er skrevet af Jørgen og er hans opfattelse af det nævnte.

Turen

Turen varede 71 dage, vi havde fire fridage/ hviledage og kører i alt 6.600 km. Korteste dagsmarch, dag 11, 49 km og længste dagsmarch, dag 56, 141 km.

Overnatning

Overnatning, en gang i campinghytte, en gang på vandrehjem og en gang på hotel resten af tiden i telt.
Vi medbragte et pragtfuldt kvalitetstelt (tunneltype), som blev erhvervet på udsalg til den fantastiske pris af kr. 1.000,-.

Sightseeing

Med de lange dagsmarcher var der under turen ikke tid til decideret sightseeing hvilket var i henhold til aftale.

Cykler

Vore cykler var lavt gearede mountainbikes, som var forsynet med 'slick dæk'.
Vor bagage blev transporteret i en enkelt taske på en påhængsvogn med et hjul samt en enkelt cykeltaske fastgjort til bagagebæreren.
Bagagevægt var omkring 30 kilo hver + vognens vægt, ca. 10 kg. Willy slæbte nok lidt mere da han altid transporterede vort telt.

Kort

Vi fandt at de mest hensigtsmæssige kort at køre efter var kortbøger fra franske Michelin og tyske Falk i målestok 1:150.00/ 1:200.000 (lille volumen).
Det var meget let at finde rundt i Frankrig, alle veje er forsynet med et nummer, selv mindre veje. Større byer havde vi dog problemer med overalt, let at finde ind, svært at finde ud.

Største overraskelser

Fra Esbjerg til Cap Blane-Nez syd for Calais (Frankrig) mødte vi ingen bakker, en strækning på ca. 1.300 km.
Pudsigt, men vi havde modvind (oftest sydvesten-vind) ca. 90% af tiden helt til Pyrenæerne.

Campingpladser

Med hensyn til campingpladserne i Frankrig var de kommunale pladser de bedste og billigste, en typisk overnatning kostede omkring 10 euro, medens de store private pladser, specielt ved rivieraen var overfyldte og møgbeskidte, her var prisen en anden, op til 35 euro pr. nat/ person.
Det skal bemærkes at vi oplevede priser på de kommunale pladser ned til 4 euro.
Alle steder hvor vi overnattede, i Frankrig, var bad inkluderet i prisen.
Generelt var campingpladserne af lavere standard end i Danmark i landene vi passerede.

Trafik

Med hensyn til medtrafikanternes opførsel kan rækkefølgen angives til Spanien, Danmark, Holland, Schweiz, Belgien, Tyskland og Frankrig altså det dårligste land trafikalt var Spanien (direkte livsfarligt), Danmark ikke meget bedre og så i den gode ende, Frankrig hvor der er enorm respekt for cyklister selv om der ikke er ret mange af dem.

Måltider

Vi fik varm mad hver aften, Willy stod altid for madlavningen. Anvendte et trangia køkken..

Mekaniske uheld/ udskiftninger

Willy, knækket kæde.
Jørgen, udtager slidte led på kæde, skift af et sæt bremseklodser samt nyt bagdæk til cykel + påhængsvogn.
Fem punkteringer i alt.

Fysiske uheld og skader

Willy har problemer det meste af turen med nakke og ryg.

Jeg, Jørgen får siddesår på et tidligt tidspunkt af turen som ikke heles grundet daglige belastninger, styrter og slår venstre knæ, højre ankel og måske hovedet (finder senere ud af at min hjelm er revnet).
Højre fod volder væsentlige problemer resten af turen, ærgerligt.

Foto

De viste billeder på denne hjemmeside er taget analogt fotografiapparat (Pentax, Espio, 105 WR), filmen fremkaldt og papirbilleder udført og senere skannet. Jeg tog ca. 500 billeder.
Når en film var brugt, sendte jeg den hjem til min kone som sørgede for fremkaldelse med kopi til Jette (Willys kone).
Eventuel offentlig brug af billederne forbeholder jeg mig ret til, copyright, spørg.
Desværre foreligger der ikke nogle af Willys billeder, som der vist blev taget en del af.

Negativt

Trods aftale om at følges ad valgte Willy ofte at køre i sit eget tempo som var højere end jeg var i stand til, ofte så vi ikke noget til hinanden i lange perioder.
Jeg var tit utryg ved situationen, specielt i kuperede områder, hvor han forsvandt op ad stigningerne.
Hvad nu hvis der forekom uheld? Vi ville ikke kunne hjælpe eller støtte hinanden.
Jeg påtalte det men uden positiv respons. Ofte var jeg i den situation at jeg lige så godt kunne have kørt turen alene.
Fællesskabet manglede i denne sammenhæng. Willy var ikke særlig empatisk.

Konklusion

Ellers en pragtfuld tur og kan anbefales alle. Jeg tror de fleste bilister misundte os.
Det er vigtig at vælge den rigtige partner.
Jørgen Larsen

Top